Hunde er meget velkommen i snor på Rømø
Hunde skal altid føres i snor i byerne, i sommerhusområderne, klitterne og i plantagerne. Også på stranden skal hunde holdes i snor fra 1. april til 30. september. Vis hensyn og tag altid en pose med til hundens efterladenskaber.
Hele året kan hunde dog løbe frit omkring i Rømøs tre hundeskove i Lakolk (vest for campingpladsen), i Kirkeby Plantage (ved Hviddal Sø) og i Vråby Plantage (ved p-pladsen på Langdalsvej). Det kræver blot, at du har kontrol over hunden, og kan kalde den til dig, så den ikke generer andre hunde og hundeejere. Hundeskovene er indhegnede, så hunde og vildt kan holdes adskilt. Det er derfor vigtigt, at portene til hundeskoven holdes lukkede.
I vinterhalvåret, fra oktober til og med marts, må du gerne lade din hund være løs på stranden, men kun hvis den ikke risikerer at forvolde andre skade.
